Yin Yoga

 Billedresultat for billeder af yin og yang

Du kender formentlig symbolet Yin og Yang  – der repræsenterer de modsætninger vores liv og alt i verden overordnet består af – set ud fra en ældgammel kinesisk filosofi. Eksempler på disse kunne være det feminine/maskuline, varme/kulde, op/ned, tungt/let, lys og mørke – og sådan kunne vi blive ved.

Yin og Yang indgår i alle sammenhænge, og er gensidigt afhængige af hinanden – ligesom der også altid er en smule af modsætningen til stede i den enkelte kvalitet. Og vi har brug for begge modpoler. De er lige vigtige! Nu er det bare sådan, at hverdagen for mange er meget travl, aktiv og udfordrende – meget Yang-præget, hvis vi anskuer det på den kinesiske filosofis måde. Og derfor kan det være en meget velgørende, afbalancerende og nyttig ”modøvelse,” at arbejde decideret med Yin Yoga – som altså repræsenterer den mere “nedkølende” kvalitet. Den rolige modsætning til et højt aktivitetsniveau, – hvilket gør Yin Yoga så velegnet ift stress fx.

I Yin Yoga arbejder vi langsomt og roligt, bruger primært tyngdekraften og eftergivelsen som sparringspartnere og opnår derved en øget intensitet og fordybelse i strækkene. Vi arbejder med færre stillinger sammenlignet med den mere Yang-prægede yogaform, og det netop med henblik på at komme mere i dybden både fysisk og mentalt. Vi arbejder med facia (bindevæv), kommer lidt ind på den følelsesmæssige side af det at arbejde med kroppen, herunder energi- og meridianbaner – inspireret af TCM (Traditional Chinese Medicine, som man bruger i akupunktur også) og chakraerne. Der vil også være mindfulness elementer involveret, – og til sammen medvirker denne praksis til øget fornemmelse af nærvær, ro og balance i krop og sind. En rigtig god stress-reducerende ”medicin” også…

Yin Yoga er for alle med lyst til langsomhed og fordybelse. Der opfordres ofte til at mærke efter og derfra vurdere hvor længe og hvor langt man skal gå – eller om man skal bruge en helt anden stilling for at opnå det ønskede. Vi er jo forskellige og har brug for muligheder og tid for at kunne fordybe os i egen proces…

om-blue-lotus