Praktiske informationer

I yoga er undervisningen typisk bygget på følgende måde – (og TRE-undervisningen minder opbygningsmæssigt om denne) :

  1. Centrering (typisk åndedrætsøvelse / medition)
  2. Øvelser af forskellig karakter – med henblik på at vi kommer hele kroppen igennem – både dynamisk og med plads til fordybelse. Yin Yoga er forskellig fra denne tilgang.
  3. Meditativ afrunding – Savasana – afspænding.

Medbring evt et lagen eller stort håndklæde som supplement til brugen af måtterne her på stedet, – du er også velkommen til at medbringe din egen. Her er endvidere en del forskellige hjælpemidler ud i bolde, klodser, bændler, puder osv – så der er mulighed for at arbejde varieret og med div. former for støtte.

Det kan anbefales at iføre sig behageligt tøj til bevægelse – der også er rart at ligge i/på. (Du kan også klæde om her, om end der ikke er et decideret omklædningsrum).

Det er en god ide IKKE at have spist sådan lige inden op til du skal i gang med yoga, men hvis du virkelig har brug for noget inden, kan du med fordel begrænse det til noget let.

Da yoga virker udrensende på kroppen er det vigtigt at drikke rigeligt med vand efter din praksis. En del oplever ind imellem at få hovedpine efter yoga og det kan netop have med udrenselsesprocessen at gøre og i den forbindelse måske mangel på væske. Nogle mener man skal undgå drikkelse undervejs, men det skal du selvfølgelig selv mærke efter og beslutte.

Det er i det hele taget vigtigt at du lytter til dig selv – og din krop – ikke mindst i yoga. Lad være med at presse dig selv for hårdt, så vil kroppen bare gøre modstand og blive øm og stiv. I starten kan der opstå let ubehag eller ømhed i musklerne, som følge af at det måske er uvante stillinger og øvelser du bliver præsenteret for, men det skulle meget gerne aftage hurtigt.

Husk at trække vejret dyb og roligt og hold pauser ind imellem – eller stop helt op, hvis noget føles forkert. Især udåndingerne er vigtige. Det er her kroppen giver slip på spændinger, affaldsstoffer, smerter, træthed, stress osv.

Hvis ikke du allerede udøver yoga hver dag, så kan 1-2 øvelser nogle gange om ugen være et fint supplement til at holde dig godt i gang.