Hvem er Katja ?

Jeg hedder Katja Werenskiold, er 48 år og uddannet yogalærer fra Hamsa Studio i Kbh.

De sidste 18 år har jeg arbejdet som ergoterapeut, med speciale i børn og unge. Den viden jeg har i forhold til krop, bevægelse og sind bærer jeg med i min yogaundervisning, – ligesom jeg benytter yogaen i min ergoterapeutiske praksis.

Yoga er, for mig, en vidunderlig måde at finde hjem til mig selv på. Yoga handler ikke om at bruge kroppen til at komme ind i yogastillinger, men derimod at bruge yogastillingerne til at finde ind i krop, sind og hjerte.

Og jeg er utrolig taknemmelig over at have fået mulighed for at undervise her i Balancekunst. Det er et fantastisk smukt rum og jeg ser frem til samarbejdet med Susanne, – lige som jeg glæder mig til at dele min begejstring for yoga med jer.

Jeg kan ikke finde på ret meget som jeg finder mere givende end at undervise i yoga; jeg bliver opløftet og fyldt med glæde og energi af at dele flow, åndedræt og tilstedeværelse med deltagerne. Jeg underviser i dynamisk yoga, inspireret af Anusara yoga. Anusara betyder “at følge den guddommelige vilje”, eller ” at følge sit hjerte og den yndefulde vej”.

Yogaen bygger på en stor viden om anatomi og fysiologi, og jeg vægter altid styrke og stabilitet før fleksibilitet eller smidighed. Denne form for yoga handler altså ikke om at være mest smidig, men om at optimere de muligheder vi har i krop, sind og hjerte.

I min undervisning lægger jeg stor vægt på “alignment” hvilket betyder at kroppen bruges på en anatomisk og hensigtsmæssig måde. Dette modvirker skader og kan ændre på uhensigtsmæssige vaner, der slider på kroppen.

Alle yogaklasser starter med en kort fælles meditation, hvorefter vi arbejder kroppen igennem, gerne med forskellige temaer. Der afsluttes med en dybdegående afspænding.

Du kan kontakte mig direkte på tlf: 60 65 15 08 eller pr. mail: katja@jalayoga.dk